Historie

Marianne er siden 1950-erne kommet i området, først i Fyrrestuen, så i Skovhytten og siden 1984 i Birkestuen.

I starten af 1940erne blev grundene udstykket fra matrikel 21g til at bygge sommerhuse. 
Før da havde entreprenør Niels Nielsen bygget sommerhuse i Klitborg, hvor en stor del var beregnet til udlejning.
Mariannes bedsteforældre havde først lejet sommerhus i Klitborg, Gryden 5 et par år, men købte derefter en tønde land af Niels Nielsen og byggede Fyrrestuen 1939 (Østvej 21). Billedet nedenfor er taget i starten af 1940-erne, hvor huset var ret nybygget.

Fyrrestuen starten af 1940-erne
Fyrrestuen (Klitborg Østvej 21) Billedet er fra starten af 1940-erne.

(Mariannes fætter har i 1999 overtaget huset efter vores mormor.)

Som nævnt kom Marianne fra 1951 hver sommer og som regel også påskeferie og efterårsferie, i sommerhusene. Vi var meget udendørs i skoven og på stranden. Billederne nedenfor er fra 1953.

Da der efterhånden var flere, der gerne ville besøge mormor i Fyrrestuen og holde sommerferie inden for skoleferien, byggede Mariannes forældre ca. 1965 sommerhuset Skovhytten (Østvej 23) på et stykke grund, der blev udstykket fra Østvej 21.

Inden da var Koglehuset blevet bygget i ca. 1919 og havde sin egen vej – Koglehusvej.

Stråhytten (Østvej 24) blev bygget i 1935, og i 1960-erne blev Holmebo (Østvej 22) bygget på en grund udstykket fra Stråhytten.

Niels Nielsen etablerede ved udstykningen i 1940-erne vejene øst for Lynghusvej og stien langs skoven (kaldt -kun for gående). 
Indtil 1980erne var deres navne: Hjortevænget, Mellemvej, Grønnevej, Østvej, Østvej A og Østvej B. 
Men der var megen forvirring om adresserne på Østvejene. Og nogle grundejere foreslog navneændring af Østvej A og Østvej B til hhv Sortspættevej og Flagspættevej.

Der var også blevet etableret afvandingsgrøfter med udløb til Kattegat dels gennem Jagtborg og dels gennem Klitborg, en grøft langs vestsiden Lynghusvej, samt en grøft nord for Rørvigvej, delvist rørlagt bag om Lyngkroen og under Rørvigvej mod HovVig.

Dengang var der andre regler for færdsel på private strande end i dag, og i servitutterne til de ejendomme, der blev udstykket fra matrikel 21g, stod der, at beboerne havde “baderet” på Klitborgs private strand samt ret til at færdes på veje og stier på Klitborgterrænet.
Vi blev som børn instrueret af vores forældre i at sige, at vi havde baderet og færdselsret, hvis medlemmer af den tidlige bestyrelse for Klitborg Grundejerforening patruljerede på stranden for at sørge for, at der kun var retmæssige badegæster der tog ophold – andre badegæster blev henvist til den offentlige strand for enden af Lynghusvej.
Der sad også tit et bestyrelsesmedlem ved bommen mellem Lynghusvej og Klitvej for at forhindre “uvedkommende færdsel” til stranden.



Birkestuen (Sortspættevej 15) som vi købte i 1984 er bygget i 1940 og det var stadig enken efter den oprindelige ejer, der solgte til os.